Vinhandlere, hvad er det i sælger?

Det undrer mig til stadighed at se, hvordan vinhandlere opbevarer selv relativt dyre vine. Jeg er med på, at der selvfølgelig skal varer på hylderne i butikken, men når man nu ved, hvad korrekt opbevaring af vin betyder, gør det ondt helt ind i sjælen at se selv dyre vine stå oprejst på hylderne i svingende temperaturer og endda nogle gange udsat for sollys.

Hvem køber disse vine, og hvad oplevelse kommer de hjem med? Vinene skal jo ikke stå ret længe under sådanne vilkår før de tager skade, og taler vi dyrere vine, ser jeg ofte, at vinene står i flere år under sådanne vilkår. Det kan ikke undgå at påvirke lagringspotentialet eller kvaliteten af vinen.

Personligt vil jeg aldrig købe dyrere vine, der har været opbevaret sådan, og slet ikke, hvis det er vine med lidt alder, da de temmelig sikkert er blevet ødelagte. Jeg forestiller mig, at de fleste, der køber vine i en vis prisklasse har det på samme måde, men hvem køber dem så, og hvis der ikke er købere til dem, hvad bliver der så af de flasker, der har været brugt til ”udstilling”?

Dernæst kan man spørge sig selv, hvorfor er det så egentlig, at man skal handle ved specialiserede vinhandlere, hvis de ikke opbevarer vinene på korrekt vis, hvad er berettigelsen så? Vil du købe en kat ved en opdrætter, der ikke behandler dyrene ordentligt, forhåbentlig ikke? Men hvorfor så købe vine hos en vinhandler, der ikke kan finde ud af at opbevare dem korrekt, eller er ligeglad?

Lige præcis dette forhold gør det til noget af et lotteri at købe lidt ældre vine, medmindre de kommer med provenance, og de kan godt være svært at finde – jeg køber i hvert fald ikke flasker der har stået til skue hos den lokale vinhandler, og har han ikke andre flasker, der har været opbevaret korrekt, ja så bliver der ingen handel.

Dette website anvender cookies fra Google til at levere sine tjenester og analysere trafik. Din IP-adresse og brugeragent deles med Google sammen med effektivitets- og sikkerhedsmetrics. Dette sker for at sikre tjenestekvaliteten, generere brugsstatistik samt registrere og håndtere misbrug. Læs mere her: https://policies.google.com/technologies/cookies