Chateau L’Angelus 1947 – er de noget værd?

Jeg kom til at købe 12 flasker af denne vin på en auktion, uden at se vinene først, eller i øvrigt undersøge noget om dem. Det var selvfølgelig noget af et sats, men egentlig også meget interessant. Heldigvis var de relativt billige, så det var en risiko, der var til at overse.

Den første ”advarsel” var, at de ikke lå i en original kasse, hvilket er lidt usædvanligt, når nu der var 12 flasker. Dernæst var de aftappet i Danmark, og havde meget varierende fyldningsgrad. Det tyder på manglende korrekt opbevaring. Vinene er formentlig købt af Calvet i barriques og solgt til aftapning lokalt. Det vil forklare etiketten, og hvorfor de er tappet i Danmark. Det var først langt senere obligatiorisk, at vinene skulle aftappes i Saint-Emilion.

Det kan selvfølgelig også skyldes, at vinene er falske, men det tror jeg nu ikke, henset til den måde de blev præsenteret og solgt på. Der er i øvrigt nogle meget interessante artikler om svindel med vine, og vine tappet hos negotianter på denne side: LeDomduVin: Fake and counterfeit wines – Investigation series: Chateau L’Angélus 1970 and the “L’ ” of Angélus – absolut værd at læse.

Når vi taler vin med en sådan alder, eller blot en vis alder, er korrekt opbevaring altafgørende. Jeg har tidligere fået champagne fra 1959 og 1964 fra ikke top-producenter, der var fantastiske, men omvendt også Cristal 1975, der var totalt flad og udrikkelig (den gav jeg nu heller ikke en formue for).

Hvordan var mine 1947’ere så? Jeg er ikke færdig med at smage mig igennem flaskerne, men de jeg har prøvet indtil videre er gået fra fuldstændige udrikkelige til tålelig. Ingen af dem, har indtil videre været rigtig gode, men enkelte har været ok. Jeg håber stadig, at der er en juvel i blandt de sidste 8 flasker, men jeg tvivler nu på det.

Moralen er, at ved køb af ældre vin er den tidligere opbevaring altafgørende for, om den er noget værd. Dette kommer selvfølgelig ud over selve vinenes kvalitet, en elendig vin, modner ikke til en god vin. Udgangspunktet for lagring skal være på plads, altså en vin, der er ”bygget” til og egnet til lagring – og som ikke har fået en alder, der ligger ud over dens lagringspotentiale, alle vine, uanset hvor gode de er, dør på et tidspunkt.

Dette website anvender cookies fra Google til at levere sine tjenester og analysere trafik. Din IP-adresse og brugeragent deles med Google sammen med effektivitets- og sikkerhedsmetrics. Dette sker for at sikre tjenestekvaliteten, generere brugsstatistik samt registrere og håndtere misbrug. Læs mere her: https://policies.google.com/technologies/cookies