Vinen har altid været lidt af et mysterium for mig. Jeg har set den både i Firenze og Rom solgt ved en hel del forskellige vinhandlere både de billige og de dyre, mens San Felice i Danmark sælges igennem Dansk Supermarked.
Ikke, at der er noget galt i det, men det er nu alligevel lidt sjovt, da det ikke er mit indtryk, at de i Italien anses for billige supermarkedsvine, mens de i Danmark altså sælges i supermarkeder, og mere eller mindre konsekvent er på tilbud. Dette gælder ikke kun denne vin, men også flere af de øvrige vine fra San Felice Dansk Supermarked forhandler, som f.eks. Vigorello og Campogiovanni. Dog laver de også vine, du ikke finder i Supermarkedet, se selv på deres hjemmeside, hvor du også kan læse mere om San Felice (se den HER)
Men, hvorfor kalder jeg så Il Grigio for verdens kedeligste vin? Det er måske også lidt groft sagt, men det er en vin, der for mig stort set altid smager på samme måde uanset årgang, således at den er uhyre driftssikker – en rigtig no-nonsens “restaurantvin”, hvor du ved præcis, hvad du får, år efter år.
Ikke, at det er en dårlig vin, for det er det sådan set ikke. Wine spectator giver 2020’eren 93 points, Bacchus Magazine 92, Robert Parker 92 points, Suckling 92 points, mens Falstaff er mere mådeholden med 88 points, og det er deromkring den ligger, årgang efter årgang, uden de store udsving, i hvert fald de sidste 10 -15 år. Den flytter sig ikke rigtig ud af stedet, hverken i den ene, eller den anden retning, og det er kedeligt.
Til gengæld er den driftssikker og konsistent, hvilket de ratings vinen får, år for år da også viser, så kan du lide stilen, ved du stort set altid, hvad du får, og realiteten er, at du til tilbudsprisen, som ofte ligger på 69-79 kr. faktisk får en ganske god vin til prisen.
Du kan selvfølgelig sagtens finde væsentlig bedre Sangiovese, og så sandelig da også Chianti Classico, men det er min påstand, at det er svært at finde en mere konsistent vin, og i bund og grund også et bedre ”håndværkertilbud” – for det er lige præcis, hvad denne vin er udtryk for: godt og bundsolidt håndværk.
Noget kunstværk er den ikke og bliver det aldrig, men mindre kan også gøre det, og tilbudsprisen er mere end fair, og ikke bundet op på køb af 6 flasker og en besparelse beregnet på baggrund af latterlige førpriser ved køb af 1 flaske.
Hvis du prøver at Google den, vil du se, at prisen rigtig mange steder rundt omkring i Europa ligger omkring 16 – 20 euro, hvilket viser, at førprisen i Danmark, når den er på bud ikke er helt urealistisk, og endnu mere, at tilbudsprisen er mere end fair. Det understøttes af, at den på Vivino står til 3.9 og ”good value” til en pris på 18,5 euro. Tilbudsprisen på 79 kr. svarer til 10,5 euro, så forholdet mellem pris-kvalitet er endnu bedre end Vivinos value indikerer.
Det faktum, at så mange vinkritikere, der har rated vinen ligger relativt tæt, indikerer også, at det er en vin, der ikke er meget ”spræl” i, og at det dermed ikke er en vin, der deler vandene. Det gør den endnu mere kedelig.
Jeg har det derfor svært med denne vin. Jeg anerkender fuldt ud håndværket og kvaliteten i forhold til (tilbuds)pris, som rigtig godt, men vinen interesser mig ikke, og det er ikke en vin, jeg glæder mig til at prøve igen, for jeg ved præcis, hvad jeg får. Er det omvendt det, du efterspørger er det en no-brainer til tilbudsprisen.
