Mazzei, Ser Lapo Chianti Classico Riserva 2020

Ser Lapo er en fløjlsblød og rund Chianti Classico Riserva, som er lavet på 90% sangiovese og 10% merlot. Den er lagret i 225 liters franske egetræsfade i 12 måneder, og det skinner igennem, da den har fine undertoner af vanilje og er meget harmonisk / balanceret.

Det er helt sikkert en vin rigtig mange vil kunne lide. Jeg gav 129 kr. for vinen, på tilbud selvfølgelig – det er svært at finde andet. Jeg kan se på WineSearcher, at Wine Enthusiast rater 2020’eren til 94, Falstaff 92, Raffaele Vecchione 90 og Bacchus Magazine 92. WineSeacher har registeret en gennemsnitspris på 140 ex. skatter. Jeg kan endelig se, at Robert Parker (Monica Larner) giver den 93 points. Det virker meget rigtigt.

Det er altså absolut en ganske udmærket vin, og den er også bedre end Il Grigio, som jeg kaldte verdens kedeligste vin (læs den artikel HER), og jeg vil endda sige, at den er ikke så lidt bedre, efter min smag. Det er dog en smagssag og ikke nødvendigvis udtryk for, at den objektivt set er så meget bedre, for der vil helt sikkert også være nogen, der bedre kan lide den stil, som Il Grigio leverer, men jeg vil nu stadig mene, at vi er på et højere kvalitetsniveau her, uanset hvilken stil man så kan lide.  

Personligt vil jeg godt give differencen imellem tilbudspriserne på de to vine, men husk nu, at når Brugsen angiver en normalpris på 210 kr. er det muligvis Brugsens normalpris, men ikke den bedste pris, du normalt kan finde den til, så tilbuddet er slet ikke så godt, som det umiddelbart ser ud, men sådan er det jo altid.

Når det er sagt er 129 kr. en ganske god og fin pris for vinen, jeg kan i hvert fald ikke umiddelbart finde den til en skarpere pris. Spørgsmålet er så, hvilken Chianti, der er bedst til de penge, det kigger jeg på i en senere artikel.

Dette website anvender cookies fra Google til at levere sine tjenester og analysere trafik. Din IP-adresse og brugeragent deles med Google sammen med effektivitets- og sikkerhedsmetrics. Dette sker for at sikre tjenestekvaliteten, generere brugsstatistik samt registrere og håndtere misbrug. Læs mere her: https://policies.google.com/technologies/cookies