Foto: Chateau Palmer
Chateau Palmer har netop frigivet en mængde flasker direkte fra chateauet af 2014’eren, der hos de fleste anmeldere scorer omkring 95 points.
Det er således en ganske god vin, men ikke en af de bedste fra producenten.
Det interessante er den pris, som Palmer forlanger for vinen, henset til, at den har lagret på chateauet i 10 år, og dermed logisk vil kunne sælges med et premium over de vine, der handles i det sekundære marked, og hvis provenance ikke nødvendigvis er kendt.
Chateau Latour udbød forleden 12.000 flasker 2009, læs mere om det HER, med et premium over markedet på omkring 15 pct., hvilket virker ganske fair.
Palmer forlanger dog et højere premium, da vinene udbydes til priser der ligger noget mere over markedsprisen. Jeg kan købe dem til 250 euro ex. moms og afgifter, (hvilket svarer til ca. 2.350 kr. inklusiv moms og afgift) ex. Bordeaux negociant, hvilket skal sammenholdes med, at jeg kan se, at de tidligere frigivne vine sælges online i danske webshops til mellem 2.195 – 2.295 kr.
Det er et højt premium, og det tror jeg de får meget svært ved at komme igennem med, sådan som markedet er pt., men jeg håber at de får succes med det, da deres koncept “ten years on” er ret fedt.
Chateau Palmers hjemmeside er i øvrigt ganske fin, og absolut et besøg værd, find den HER.