Der har været en del omtale af vinbranchens sundhedstilstand på det seneste. Der er talrige rapporter, der viser, at forbruget af især rødvin er faldende, og at der f.eks. i Frankrig skal nedlægges op i mod 100.000 hektar vinmarker ud af et samlet areal på ca. 800.000 hektar, læs mere om det HER.
Den seneste rapport fra de franske myndigheder viser i øvrigt, at forbruget særligt blandt de “unge” under 35 år er faldende, og at der er sket et skred over imod andre alkoholiske drikke, særligt øl og drinks. Tallene fra Kina viser også et markant fald i import og produktion af vin.
Det er dog et åbent spørgsmål om denne tendens også slår igennem i Danmark, og i givet fald om det er noget, der kan aflæses i de danske vinhandleres årsrapporter. Det ser jeg nærmere på, hvilket ikke er så svært eftersom alle de store vinhandlere enten er anparts- eller aktieselskaber, således at deres årsrapporter er offentligt tilgængelige på www.cvr.dk.
Nedenstående er kun et helt overordnet kig på, om det står helt så galt til, som man godt kan få indtryk af, når man læser de forskellige rapporter og analyser.
Vi starter med Philipson Wine, der reklamerer med at være Danmarks største vinhandel. Deres seneste årsrapport løber fra 1/7 2022 til 30/6 2023 og omsætningen endte på 374.675.354 kr. mod 368.666.022 kr. året før, der var altså en lille fremgang. Årets resultat efter skat endte på 10.478.063 kr. mod 18.719.650 kr. året før. Læs hele rapporten HER.
Det fremgår af ledelsesberetningen, at ledelsen ikke var helt tilfredse med årets resultat:
“Den positive forventning til det private forbrug er i perioden kun delvist blevet indfriet grundet den globale energikrise, krigen i Ukraine samt stigende inflation og følgerne heraf, der i væsentlig grad har påvirket finansåret. Omsætningen har derfor samlet været lavere end forventet, med et resultat, som er dårligere end det forventede.”
Det fremgår også af rapporten, at tilgodehavenderne er steget fra 16.048.941 kr. til 28.718.351 kr. Derudover er varelageret steget fra 314.495.902 kr. til 348.505.123 kr.
Herefter ser vi på en af de lokale vinhandlere SIGURD MÜLLER VINHANDEL A/S (læs årsrapporten HER), hvis regnskabsår følger kalenderåret, så de seneste regnskabstal er for 2023. Sigurd Müller offentliggør ikke omsætningen, men det fremgår af årsrapporten, at bruttofortjenesten i 2023 var på 45.395.000 kr. mod 48.676.000 kr. i 2022 og 42.049.000 kr. i 2021. Årets resultat endte på 17.803.901 kr. mod 21.084.814 kr. året før.
Det fremgår endvidere, at både tilgodehavender og varelager var stigende. Tilgodehavenderne fra salg og tjenesteydelser er steget fra 22.084.260 kr. til 30.145.345 kr. og varelageret fra 129.179.623 kr. til 136.985.900 kr.
Det fremgår af ledelsesberetningen, at der kunne konstateres en opbremsning i forbruget fra august og året ud, og at denne tendens forventedes at fortsætte et godt stykke ind i 2024.
Østjysk vinforsyning A/S har forskudt regnskabsår, så den seneste årsrapport dækker oktober 2022 – 30. september 2023 (læs den HER). Her endte bruttofortjenesten på 38.439.000 kr. mod 38.450.000 kr. året før. Årets resultat var på 8.867.000 kr. mod 9.229.000 kr. året før. Det fremgår af ledelsesberetningen, at
“markedet for vin- og spiritus forventes pga. efterdønningerne af inflationskrisen at være faldende i næste regnskabsår.
og at
“Forventningerne til det kommende finansår er et resultat som ligger på niveau med 2022/2023
regnskabet. Dog vil efterdønningerne af inflationskrisen i det kommende år kunne komme til at påvirke
salget i mere negativ retning end forventet i budgettet for år 2023/2024.”
Der var fremstillede varer og handelsvarer for 80.224.593 kr. mod 70.891.271 kr. året før, mens tilgodehavenderne fra salg og tjenesteydelser lå på 19.897.131 kr. mod 19.224.132 kr. året før.
Supervin, Hjørring A/S har kalenderårsregnskab, så seneste årsrapport er fra 2023 (læs den HER). Heraf fremgår, at bruttofortjenesten endte på 21.865.000 kr. mod 22.310.000 kr. året før. Årets resultat endte på 3.600.000 kr. mod 4.201.000 kr. året før. Ledelsen fandt årets resultat mindre tilfredsstillende, men forventede signifikante forbedringer i drift og resultater i 2024, hvor selskabet forventer et positivt resultat før skat i niveauet 6 – 7 mio. Varebeholdningerne og tilgodehavenderne lå nogenlunde som året før.
Kjær & Sommerfeldt, følger også kalenderåret (læs årsrapporten HER), og de har faktisk haft fremgang i bruttoresultatet til 77.956.000 kr. fra 72.895.000 året før. Årets resultat endte på 23.860.000 kr. mod 23.794.000 kr. året før. Varelageret steg til 60.509.000 kr. fra 54.089.000 kr. og tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser til 31.826.000 kr. fra 27.249.000 kr.
H.J. Hansen A/S har forskudt regnskabsår, som løber fra 1. oktober – 30. september, så seneste årsrapport er fra 1. oktober 2022 – 30. september 2023 (læs den HER). Bruttoresultatet var på 71.160.000 kr. mod 70.343.000 kr. året før. Årets resultat endte på 705.000 kr. mod 6.573.000 kr. året før og var ifølge ledelsesberetningen præget af den almindelige samfundsusikkerhed, som er opstået som følge af kraftig inflation, rentesigninger og faldende realløn. Det fremgår i øvrigt, at H.J. Hansen A/S i september 2022 har købt aktiemajoriteten i Theis Vine A/S. Varebeholdningen er steget fra 70.861.000 kr. til 80.936.000 kr.
Den foreløbige konklusion synes at være, at der er et stagnerende salg / status quo, med undtagelse af Kjær & Sommerfeldt A/S, der har haft en pæn fremgang, og at de fleste af de største vinhandlere ikke er helt tilfredse med årets gang, men omvendt også, at de alle har overskud. Dernæst synes der at være en forventning / forhåbning om bedre resultater i det kommende regnskabsår, som altså snart er afsluttet, for de flestes vedkommende.
Det kan også konkluderes, at en række af selskaberne har et stigende varelager og stigende tilgodehavender for solgte varer, hvilket kan være en udfordring, hvis det skyldes manglende betalingsevne hos kunderne, ligesom stigende varelagre også kan være en udfordring, hvis det relaterer sig til manglende salg. Det kan vi dog ikke vide, men fremtidige regnskaber vil vise det.
Det helt overordnede kig på tallene viser dog, at det ikke står helt skidt til, trods alt, men også at flere af vinhandlerne taler om stigende konkurrence, og det skal blive spændende at se, hvad det kommer til at betyde for forbrugerne. Det gælder særligt, da gennemgangen viser, at der er stigende varelagre, for de fleste af de store vinhandlere og sker der en yderligere opbremsning i forbruget peger det i retning af en potentiel heftig priskrig for at få varerne solgt.
Det samme gælder for supermarkederne, hvor jeg allerede synes at kunne se nogle temmelig heftige tilbud på vin, der sælges helt ned til 35 kr. flasken.
Èn ting er i hvert fald helt sikkert, det skorter ikke på reklamer fra vinhandlerne, store som små, med løfter om store besparelser. Derudover bliver det spændende at se, hvordan det kommer til at gå et koncept som Kobaj og om de endelig kan få sorte tal på bundlinjen.
Hvorom alting er, ovenstående overordnede gennemgang viser kun tallene for nogle af de største vinhandlere i Danmark, og er kun en helt overodnet “kradsen” i overfladen i forhold til branchen. Der er et utal af mindre danske vinhandlere og importører, som det er også er værd at se på, hvilket jeg gør i en senere artikel.