Chateau Vignelaure – hvad er op og ned i forhold til Lauritz-stifter Bengt Sundstrøm vinslot?

Vineyard2

Sagen er den, at vinslottet er ejet igennem en koncernstruktur, hvor de to øverste, danske selskaber, Blixtz Holding ApS og ejendomsselskabet Blixtz Ejendomme ApS i denne uge kom under rekonstruktion. Det fremgår af selskabernes registrering hos Erhvervsstyrelsen, ligesom det fremgår, at rekonstruktionen er indledt den 4. november. Det ser ud til, at rekonstruktøren er den samme advokat, Henrik Selchau Poulsen, som er kurator i Lauritz.com, hvilket giver rigtig god mening.

Rekonstruktion er, meget forsimplet, den morderne version af betalingsstandsning og er et skridt man tager for at forsøge at afværge en konkurs.

Koncernstrukturen er således, at Blixtz Ejendomme ApS er 100 pct. ejet af Blixtz Holding ApS, og det meget omtalte franske vinslot er ejet af et fransk selskab, som er ejet af Blixtz Ejendomme ApS. Det franske selskab hedder Vignelaure S.A.S.

Det fremgår af årsrapporten for Blixtz Ejendomme ApS, at det franske vinslot er optaget i regnskaberne til en værdi på 272 mio. kr.

Vinslottet er altså ejet af det franske selskab Vignelaure S.A.S, der er optaget med en regnskabsmæssig værdi i Blixtz Ejendomme ApS regnskab på 104 mio. kr. Baggrunden for, at aktierne i Vignelaure S.A.S kun er optaget til en værdi på 104 mio. kr., selvom selve slottet har en bogført værdi på 272 mio. kr., relaterer sig formentlig til, at der er gæld, der skal betales fransk selskabsskat af en eventuel avance i forbindelse med salg af slottet, ligesom der kan være en lang række andre forpligtelser i det franske selskab.

Det fremgår af note 6 til årsrapporten for Blixtz Ejendomme ApS, at der er givet pant i aktierne i Vignelaure S.A.S på 10 mio. euro i forbindelse med refinansieringen af obligationsgælden i Lauritz.com, og lykkedes det at sælge vinslottet, vil panthaverne selvfølgelig skulle indfris inden der bliver penge til Blixtz Ejendomme ApS i forbindelse med realisation/likvidation af Vignelaure S.A.S.

Regnestykket ser således umiddelbart sådan ud, at aktierne i Vignelaure S.A.S i regnskaberne for Blixtz Ejendomme ApS er værdiansat til 104 mio. kr., baseret på at vinslottet er 272 mio. kr. værd, samt at aktierne er pantsat for 10 mio. euro, svarende til ca. 75 mio. kr.

Det provenu, der måtte være tilbage i forbindelse med likvidation af Vignelaure S.A.S efter et salg af vinslottet (eller et salg af Vignelaure S.A.S) og betalingen af de 10 mio. euro tilfalder Blixtz Ejendomme ApS, der altså er 100 pct. ejet af Blixtz Holding ApS, der i sidste ende er ejet af Bengt Sundstrøm.

Dermed får kreditorerne i Lauritz.com umiddelbart ikke noget ud af salget af vinslottet, medmindre Bengt Sundstrøm bliver dømt i en personlig erstatningssag, hvor anparterne i Blixtz Holding ApS vil være et aktiv, som potentielt set vil have en vis værdi.

Det er også kommet frem i ugens løb, at kuratorerne i Lauritz.com vil indlede en erstatningssag på omkring 26 mio. kr. imod den tidligere ledelse i Lauritz.com, herunder altså tilsyneladende også Bengt Sundstrøm.

I forhold til det franske vinslot og hvilket provenu et salg heraf kan indbringe til kreditorerne bliver det altså afgørende, hvad prisen for slottet ender med at blive.

Så vidt jeg kan læse mig frem til, har man i flere år forsøgt at sælge det til 272 mio. kr. uden held, så mon ikke der skal en reduktion til – og det plejer ikke ligefrem at gavne forhandlingspositionen for sælgerne, at køberne ved, hvilken situation sælger står i.

Dette website anvender cookies fra Google til at levere sine tjenester og analysere trafik. Din IP-adresse og brugeragent deles med Google sammen med effektivitets- og sikkerhedsmetrics. Dette sker for at sikre tjenestekvaliteten, generere brugsstatistik samt registrere og håndtere misbrug. Læs mere her: https://policies.google.com/technologies/cookies