Donald Trump: hvilken betydning har hans valgsejr for den amerikanske vinsektor?

USA

Decanter har set på den potentielle betydning af Donald Trumps sejr, og særligt to forhold ser ud til at kunne få væsentlig betydning: immigrationspolitikken og handelskrig/told.

I relation til immigration og ulovlige indvandrere, der allerede opholder sig i USA, er det ingen hemmelighed, hvad Donald Trumps holdning er: Den ulovlige immigration skal stoppes, og der skal ske deputation af ulovlige immigranter.

Det er en politisk beslutning, som man kan mene om, hvad man vil, men faktum er, at en ikke ubetydelig del af arbejdet i de amerikanske vinmarker udføres af immigranter – både lovlige og ulovlige og andre medarbejdere, ofte til usle lønninger og arbejdsvilkår.

Dette sker ikke alene i USA, men er et velkendt fænomen også i Europa, og det er ikke få arbejdere, vi taler om. Ifølge Decanter ankommer f.eks. 120.000 sæsonarbejdere til Champagne hvert år, vi ved dog ikke hvilke vilkår, de er ansat under. Jeg nævner det blot for at illustrere, hvor mange mennesker, der er tale om.

Oxfarm udarbejdede i 2021 en rapport, der dokumenterede usle arbejdsvilkår i Italien, ligesom anvendelse af underleverandører med ansatte på usle vilkår, såkaldt caporalato er meget udbredt i hele landbrugssektoren.

Der er mange historier og artikler, der dokumenterer usle løn og ansættelsesvilkår for markarbejdere indenfor vinbranchen, men problemet gælder for alle landbrugssektorer rundt om i Europa, og selvfølgelig også i USA, se f.eks. denne rapport fra US Department of labor investigations of labor contractors, der meget godt viser problemet.

Bortset fra de producenter, der anvender illegale immigranter i deres produktion, vil begrænsninger i adgangen til at få et visa kunne få væsentlig betydning for adgangen til at rekruttere lovlige medarbejdere.

Ifølge Decanters artikel kunne en løsning være en udvidet anvendelse af H-2A Visa, som tillader udenlandske arbejdere at arbejde i USA i en begrænset tidsperiode. Det er kun muligt at få H-2A visa, hvis arbejdsgiveren kan dokumentere, i henhold til de fastsatte krav, at alle bestræbelser på at finde lokal arbejdskraft har været afdækket.

Det er dog måske ikke så vanskeligt, da det kan være meget svært at finde lokal arbejdskraft, der ønsker at arbejde i vinmarkerne, se f.eks. denne rapport fra Golden Gate University School of Law GGU Law Digital Commons fra 2019, der forholder sig problemet, faktisk allerede i forbindelse med Donald Trumps første valgperiode.

Ironisk nok har Trump Winery, ejet af Eric Trump, tidligere været nødsaget til at rekvirere medarbejdere via H-2A programmet, da ingen amerikanere ønskede at arbejde på deres vingård, læs mere om det HER i en artikel fra Fortune fra 2017.

Problemerne med at rekruttere lokal arbejdskraft er massivt og ifølge en statslige undersøgelse fra 2016 (refereret i en artikel fra Mother Jones), var 9 ud af 10 californiske arbejdere i landbruget født i udlandet, de fleste i Mexico, og halvdelen havde ikke arbejdstilladelse. Undersøgelsen er refereret i ovenstående artikel fra Mother Jones, som er utrolig godt skrevet, og virkelig dykker ned i problematikken.

Disse tal rammer nogenlunde tallene fra CMS (Center for Migration Studies) fra august 2022, hvoraf blandt andet fremgår, at der er ca. 283.000 ”undocumented immigrants” der arbejder i landbrugssektoren, altså ikke kun vinsektoren.

Det er således et faktum, at en meget stor del af arbejdsstyrken i landbrugssektoren er udlændinge, enten lovlige eller ulovlige, og at det er uhyre svært at få indenlandsk arbejdskraft, da ingen amerikanere ønsker disse hårde og meget ofte dårligt betalte jobs.

Det er derfor ikke så overraskende, at der bliver set med en vis bekymring på, hvad den nye politik kan få af betydning for adgangen til – billig – arbejdskraft. Det er netop kernen, billige arbejdskraft, da mange specielt de mindre vingårde kører med en meget lille margin.

Er det ikke muligt at få arbejdskraft til billige penge, er der reelt set kun to muligheder: højere lønninger eller at lukke butikken. Højere lønninger skal fiansieres og dermed må priserne nødvendigvis stige, henset til den margin mange kører med.

Hvis det sker på baggrund af, at markarbejderne får en ordentlig løn og arbejdsvilkår er det måske i den sidste ende ikke så skidt, da det reelt set ikke er mange kroner pr. flaske, det koster ekstra.

Et andet problem, som Decanter også berører, er sandsynligheden for en handelskrig, og dermed også forøgede omkostninger f.eks. på glasflasker produceret i Kina, hvor Trump har varslet op imod 60 pct. told.

Det skal sammenholdes med et varsel om 20 pct. told på alle varer der i øvrigt kommer ind i USA, hvilket også påvirker vinbranchen, f.eks. i forbindelse med import af vintønder, propper m.v. Læs Decanters artikler om dette HER og HER.

Det skal blive spændende at se, hvor meget af det, der ender med at blive implementeret, og hvilken betydning det i givet fald måtte få. Trump har dog tidligere ikke vist sig bange for at indføre told på vin, idet han i sin sidste periode midlertidigt indførte en told på 25 pct. på fransk vin, og der var endog frygt for en told på op til 100 pct. for champagne, læs mere om det HER.

Det fremgår endelig af Decanters artikel, at priserne på druer i 2024 er ”crashing” i mange regioner, og at faldende efterspørgsel har medført, at det beplantede areal med vinstokke i Californien er blevet reduceret med 20.000 hektar. Det dykker jeg ned i, i en  senere artikel, da det harmonerer med det, der sker i Bordeaux, læs mere om det HER.

Dette website anvender cookies fra Google til at levere sine tjenester og analysere trafik. Din IP-adresse og brugeragent deles med Google sammen med effektivitets- og sikkerhedsmetrics. Dette sker for at sikre tjenestekvaliteten, generere brugsstatistik samt registrere og håndtere misbrug. Læs mere her: https://policies.google.com/technologies/cookies