The Golden Vines® Report er baseret på over 1.000 respondenter fra mindst 106 lande indenfor vinbranchen, herunder 68 Masters of Wine, 29 Master Sommeliers, 160 Advanced Sommeliers, 48 ASI Diploma og 301 DipWSET certificerede, 267 vinhandlere, 251 distributører m.v.
Rapporten er således relativt bredt funderet og viser et positivt syn på 2025, idet 64 pct. ser positivt på 2025 for vin og 65 pct. ser positivt på 2025 for spiritus.
Det er især de italienske vine, Piedmonte i særdeleshed, det tegner lovende for, men læs selv rapporten HER.
Jeg er en smule forbeholdende overfor rapporten, henset til de tal, jeg har set indtil videre i 2024, herunder udviklingen i Liv-ex indeks, samt de regnskaber og kvartalstal, der er kommet ud indtil videre, senest fra Campari. Det bliver derfor ekstra spændende at se regnskaberne for de danske vinhandlere, der har forskudt regnskabsår indenfor den næste måneds tid, da regnskaberne ikke lyver.
Rapporten hed i øvrigt tidligere The Gérard Basset Global Fine Wine Report, opkaldt efter Gérard Basset OBE MW MS MBA OIV MSc ASI World Champion, der var med til at stifte Liquid Icons i 2019 sammen med Lewis Chester og Alexander ‘Sasha’ Lushnikov.
Gérard Basset var en meget interessant person i vinbranchen, som jeg snarest vil skrive et indlæg om – jeg har læst mange artikler om ham i Decanter og mange andre steder igennem årene.