OIV: Årets vinhøst ser ud til at falde

Harvest Vine

OIV (International Organisation of Vine and Wine) har netop offentliggjort deres første estimater for årets høst i den årlige World Wine Production-oversigt. Tallene er ikke endelige, men prognoserne er baseret på den afsluttede høst på den sydlige halvkugle (som høster i første halvår), realiserede resultater fra Europa samt de første prognoser for den amerikanske høst. Det eneste større vinland, hvor der mangler data, er Kina, som i øvrigt blev optaget i OIV i 2024.

Den samlede produktion forventes at blive omkring 2 % mindre end i 2023 med betydelige regionale udsving, primært som følge af ekstremt vejr i 2024. Den samlede produktion forventes at lande mellem 227 mhl og 235 mhl, hvilket potentielt set gør 2024-høsten til den mindste siden 1961, hvor høstudbyttet endte på 220 mhl.

De sidste 25 års høstudbytte har haft betydelige variationer, som det fremgår af figur 1 fra rapporten:

Frankrig har især været hårdt ramt med et fald på 10,9 mhl, svarende til 23 % fra 2023, og et fald på 16 % i forhold til de seneste års gennemsnit. Dette gør, at Italien lige præcis overhaler Frankrig som verdens største vinproducent med en produktion på 41 mhl mod Frankrigs 36,9 mhl. Interessant nok steg Italiens produktion med 7 % fra 2023, der i sig selv var usædvanlig lav.

Det bliver spændende at se, hvilken betydning det meget lave høstudbytte får for prisen på særligt de franske vine, idet lavt høstudbytte normalt fører til højere priser, forudsat at årgangen til gengæld er af en vis kvalitet.

Der kommer en god indikation på kvaliteten af årets høst i Bordeaux i forbindelse med en primeur-kampagnen i foråret. De foreløbige bulletiner tyder på en årgang med meget varieret kvalitet, afhængigt af høsttidspunktet, henset til den kraftige mængde regn i det tidlige efterår. Dette er blandt andet nævnt af Jane Anson i Inside Bordeaux.

Henset til, hvordan det gik med en primeur-kampagnen sidste år, hvor priserne faldt markant uden tilsvarende stigning i efterspørgslen, vil det være kritisk for Bordeaux, hvis vinbønderne bliver ramt af både lav høst, dårlig kvalitet og manglende efterspørgsel.

Spanien, som er verdens tredjestørste producent, oplevede – ligesom Italien – en stigende produktion.

Høsten steg til 33,6 mhl, en stigning på 18 % i forhold til 2023, men dog stadig 4 % under de seneste fem års gennemsnit.

Samlet set forventes høsten i EU27 at lande på ca. 139 mhl i 2024, jf. rapportens figur 2:

Der er betydelige udsving i produktionen, og meget tyder på, at vildere vejr får større og større indflydelse på vinhøsten, hvilket også understreges i rapporten.

På den øvrige del af den nordlige halvkugle har udsvingene ikke været lige så voldsomme. I USA, som er verdens fjerdestørste producent, forventes høsten at falde med 3 % sammenlignet med 2023 og ligge 1 % under de seneste fem års gennemsnit.

Dette gælder dog ikke for Kina, hvor der har været en bemærkelsesværdig udvikling de seneste år, med en mulig undtagelse for 2024, hvor tallene endnu ikke er tilgængelige.

I 2019 blev der produceret 7,8 mhl, som i 2023 var faldet til 3,2 mhl efter et konstant fald i de mellemliggende år.

Det bliver interessant at se, hvordan tallene for 2024 udvikler sig, især når de sammenholdes med de tilsvarende markante fald i kinesernes alkoholforbrug.

Enten er tallene forkerte, eller også er der sket en dramatisk ændring i både forbrug og produktion over en kort tidsperiode. Dette er under alle omstændigheder tal, der er værd at følge – også i et investeringsperspektiv. En væsentlig del af stigningen i vin- og champagnepriserne har således over længere tid været drevet af kinesisk efterspørgsel.

Spørgsmålet er, om de tilgængelige data er korrekte, og i så fald hvilket segment der er påvirket af faldet. Det er ikke givet, at det er premiumsegmentet. Noget tyder dog på, at også dette segment er ramt, da f.eks. de forskellige Liv-ex-indeks har været faldende stort set hele året. De store europæiske luksusproducenter, særligt LVMH, har også rapporteret faldende salg i Kina.

På den sydlige halvkugle har der også været et fald i produktionen. Der blev konstateret et fald på 2 % fra 2023, med en produktion 12 % under de seneste fem års gennemsnit. Den samlede produktion endte på 46 mhl, jf. rapportens figur 3.

Hele rapporten kan læses HER.