Liv-ex powerliste viser årets udvikling blandt de mest kendte og efterspurgte vinbrands i verden i perioden fra 1. oktober 2023 til 30. september 2024. Læs hele rapporten HER.
Powerlisten er struktureret således, at den måler på 4 forskellige kriterier for de brands, hvor der har været en samlet handelsvolumen på mindst 10.000 pund og tre vine eller tre årgange.
Det første kriterium er year-on-year pris, altså hvordan prisudviklingen har været i det seneste år (1. oktober 2023 – 30. september 2024).
Det andet kriterie består af handelsværdi og volumen.
Det tredje består af antallet af vine og årgange handlet.
Det fjerde er gennemsnitsprisen for brandets vine.
Alle vine, der opfylder kriterierne for handelsvolumen, bliver rangeret i henhold til disse parametre, hvorefter powerlisten for de enkelte brands udregnes. Det interessante er dog også, at udviklingen for forskellige producenter, områder, lande og markedet som sådan kan måles.
Dette er uhyre vigtigt i forhold til investeringscases, da det er muligt at vurdere hvert eneste brand op mod andre sammenlignelige brands, de enkelte klassifikationer som helhed og markedet som sådan. Det er et meget stærkt værktøj.
Det er dog omvendt klart, at arbejdes der professionelt med vininvestering og handel med vin, er en årlig oversigt over styrkeforholdene, der jo reelt set måler dybden i handlen, prisudviklingen for producenter, områder, årgange m.v., slet ikke tilstrækkeligt.
Her er behov for løbende data, der kontinuerligt måler og registrerer udviklingen i markedet. Det betyder dog ikke, at listen ikke er relevant, da den viser hele årets udvikling og samler op på årets data.
Årets liste er præget af, at markedet for fine vine i 2024 generelt set har været presset. Det følger af, at alle betydelige indeks er faldet henover året. F.eks. er Liv-ex 100 faldet 9,2 pct., Liv-ex 1000 faldet 9,6 pct., og Liv-ex Italy 100, som har klaret sig bedst, er nede med 4,1 pct.
Det skal sammenholdes med udviklingen i de store aktieindeks, der i samme periode er steget meget betydeligt. Det har således ikke været en god periode for investeringsvine generelt set, og faktisk har markedet sat sig i de seneste to år, dog selvfølgelig med enkelte undtagelser.
Undtagelserne har dog været få, og tendensen siden 2022 har været meget klar. I 2022 var det kun 27 af 422 brands, der var i betragtning til powerlisten, som havde en negativ prisudvikling. I 2023 var det 216 af 413 brands, og i 2024 var det 343 af 410 brands.
I den endelige powerliste for 2024 var det alene 11 brands, hvor der var stigende priser.
Interessant nok har handelsaktiviteten fortsat været høj, idet antallet af handler har været stigende. Antallet af handler i 2024 var 7,9 pct. højere end i 2023. Til gengæld er volumen (antal solgte flasker) faldet med 6,5 pct.
Der har også været relativt store regionale skift i listen, idet Bourgogne har mistet 7 repræsentanter på listen, Bordeaux 5, mens Italien har vundet 9 og Californien 3. Det flugter med, at det italienske indeks er faldet mindst af de store indeks, ligesom der er et stigende investeringsfokus på italienske vine.
Årets nummer 1 er dog spansk og er Vega-Sicilia, primært båret af Unico, hvor tallene i forhold til 2023 er bemærkelsesværdige. Antallet af handler steg f.eks. med 193 pct., og volumen steg med 324 pct. Priserne er også kun gået en vej, og det er op.
Der er kun to andre spanske producenter på listen, Dominio de Pingus og R. Lopez de Heredia. Til gengæld har alle tre spanske brands haft prisstigninger i årets løb.
Liv-ex powerliste er en guldgrube af data og statistikker over markedet og er et „must-read“ for alle, der interesserer sig for investeringsvine, idet de data, der indgår i rapporten, dog selvfølgelig skal vurderes løbende i løbet af året, ligesom dataene med fordel kan holdes op mod udviklingen i hammerslagspriserne på de store auktionshuse og prisudviklingen hos de store vinhandlere.