2024 var et særdeles godt år for Prosecco Doc. Der blev solgt 660 millioner flasker (stigning på 7 pct.) til en værdi på 3,6 mia. euros ifølge Consorzio Prosecco Doc.
Stigningen for rosé Prosecco Doc var endnu større, idet salget steg til 60 millioner flasker, hvilket er en stigning på 20 pct.
Det er ikke så overraskende, at Prosecco klarer sig godt, henset til de skift, der er i drikkemønstrene og særligt ikke henset til, at Prosecco ikke hører til blandt de dyreste flasker mousserende vine, modsat champagne. Det vidner en estimeret værdi på 3,6 mia. euros for 660 millioner flasker da også tydeligt om – det svarer rundt regnet til 40 kr. pr. flaske i gennemsnit.
Consorzio Prosecco Doc arbejder i øvrigt på et AI-drevet pilotprojekt med Microsoft kaldet MIA (My Italian Shopping Assistant), som er en chatbot baseret på Azure OpenAI og Microsoft Copilot med henblik på at verificere autenticiteten af de enkelte flasker baseret på billeder af etiketten.
Man skulle umiddelbart tro, at problemet med forfalskede vine var isoleret til dyrere vine, men sådan forholder det sig ingenlunde, forfalskede fødevarer findes i alle prisklasser. Det danske toldvæsen fandt f.eks. sidste år adskillige tons forfalskede mærkevare-ris på havnen i Århus, ligesom der har været utallige historier om forfalskede olier m.v.
Interessant nok har der ifølge Consorzio Prosecco Doc været flere eksempler på at konsortiet har hindret salg af ”Prosecco”, blandt andet en australsk vin, der blev solgt som ”Prosecco’ i Japan, China, Philippinerne og Ukraine, ligesom der er indgået aftale om udfasning af ”Prosecco” i Brasilien over en 10-årig periode.