Stenkær Albrechtsen wine er en blog, skabt af Tobias Stenkær Albrechtsen, som skriver alle indlæggene på siden.
Jeg skriver om lige præcis det, der interesserer mig indenfor vinens verden, og jeg er 100 pct. fri og uafhængig til at skrive, hvad der passer mig, så det gør jeg.
Jeg er ikke professionel vinmand, men har samlet – og drukket – vin i over 30 år, og har været med siden man kunne købe Chatetau Latour 1983 til 499,95 kr. i Illum, Mouton Rothschild 1983 og 1992 til hhv. 600 kr. og 299,95 kr. i Brugsen og at Romanée Conti i Bruun Rasmussens kataloger var vurderet til 5.000 kr.
Jeg fik desværre ikke købt nogen Romanée Conti, men Latour og Mouton, dem købte jeg. Jeg har også købt Calon Segur og Cos d’Estournel 1986 til 175 kr. i hammerslag ved Bruun Rasmussen, faktisk i forbindelse med, at jeg var i praktik hos Bruun Rasmussen.
Den ældste vin, jeg nogensinde har købt var en Chateau Lafite fra 1937, efterfulgt af en kasse Chateau Ausone 1947, Chateau Latour 1955, Chateau Calon Segur 1966 osv. osv. osv.
Derudover har jeg købt og solgt, alt muligt andet vin, og drukket alle verdens vine, fra de bedste til de mest tarvelige discountvine, og alt derimellem. Jeg er ikke forudindtaget i forhold til supermarkedsvine eller dyre vine, og prøver at være så objektiv som muligt, da jeg kender undersøgelserne, der viser hvordan ens hjerne manipulerer med en i forhold til smagning af vin.
Jeg har i en periode været registreret som én blandt ca. 650 vinhandlere på verdensplan ved Liv-ex. Det var ikke let, krævede to samtalerunder, to branchemedlemmer der ville sige god for mig – de blev også kontaktet, en del penge, tid og energi.
Jeg blev også godkendt til at kunne handle hos et par negotianter i Bordeaux og var registreret som branchemedlem hos en række vinmesser / udstillinger, så alt har faktisk været på plads til at starte med at handle med vin.
Det var primo 2022, at alt dette kom på plads, men så angreb Rusland Ukraine, og jeg kunne forudse, hvilke udfordringer dette ville give for vine i det segment, jeg gerne ville handle med.
Ruslands angreb kunne kun betyde en ting – sanktioner og usikkerhed, herunder økonomiske usikkerhed, og det tænkte jeg ville ramme vinbranchen. Så jeg lagde alle planerne i skuffen til bedre tider, og der ligger de endnu. Skulle lysten til at handle professionelt med vin komme igen og tiderne være til det, er hjemmeside og leverandørerne således på plads.
Alle fotos på siden er fra Pexels.com med mindre andet er anført. Det er i øvrigt en platform, som jeg kun kan give de bedste anbefalinger, da der er utroligt mange flotte billeder på sitet.
I forhold til privatlivspolitik, er der reklamer på bloggen, læs derfor privatlivspolitikken HER.