Salget af alkoholfri vin forventes at blive fordoblet i 2031

Non

Det fremgår af en rapport fra Meticulous Research, at markedet for alkoholfrie vine i 2023 var på 1,21 mia. dollars, som i 2024 vil være steget til 1,31 mia. dollars. Denne stigning vil ifølge rapporten fortsætte, således at markedet i 2031 vil være steget til 2,61 mia. dollars. Læs hele rapporten HER.

Meticulous Research anfører, at denne vækst er drevet af forbrugerpræferencer hen mod sundere valg og dermed en reduktion i alkohol- og kalorieindtaget. Denne tendens er beskrevet i mange andre medier og er umiddelbart i overensstemmelse med et generelt faldende alkoholforbrug.

Hvorvidt dette hænger sammen med et skifte til alkoholfrie drikke eller med økonomiske årsager, herunder den betydelige inflation, der har været i de sidste par år, skal være usagt, og det kan således være misvisende at basere en konklusion alene på nogle ganske få års udvikling.

Tendensen hen imod alkoholfrie drikke har dog været tydelig i Danmark. Hvis vi f.eks. ser på salget af alkoholfrie øl, er salget steget voldsomt i de seneste år. I 2011 var en husstands gennemsnitlige forbrug på alkoholfrie øl 8 kr., hvilket i 2021 er seksdoblet til 46 kr., jf. data fra Dansk Statistik.

Stigningen i salget af alkoholfri vin kunne dog potentielt set være langt højere, men begrænses af, at der er en række yderligere omkostninger forbundet med produktion af alkoholfri vin frem for vin med alkohol.

Produktionen kræver først fremstilling af vin med alkohol på konventionel vis, hvorefter alkoholen skal trækkes ud af vinen. Dette medfører ekstra omkostninger og påvirker vinens aromaer i negativ retning.

Mousserende vine bliver dog ikke så “hårdt ramt” af de-alkoholiseringen som f.eks. rødvin, hvor det er meget vanskeligt, hvis ikke umuligt, at finde en alkoholfri vin, der er værd at drikke. Der mangler aroma, kompleksitet og finesse, hvorimod de mousserende vine klarer processen langt bedre, og der findes mange gode mousserende vine, f.eks. den franske French Bloom.

French Bloom har da også oplevet en eksplosiv vækst siden stiftelsen i 2019 og er allerede anerkendt som et premium-mærke. Dette understøttes i øvrigt af, at LVMH indledte et strategisk samarbejde med dem i 2024, da de købte en minoritetsaktiepost. Læs mere om det HER

French Bloom har endvidere allerede vundet “World’s Best Alcohol-Free Sparkling” to gange, i 2022 og 2023, ved World’s Best Sparkling Wine Awards. Det er temmelig imponerende.

Det siger også noget om potentialet, at en mastodont som LVMH, der ejer Krüg og Dom Pérignon blandt meget andet, investerer i French Bloom.

Udover at de mousserende vine egner sig langt bedre til de-alkoholiseringen, er mousserende vine generelt dyrere end f.eks. rødvine, hvor gennemsnitsprisen er uhyggeligt lav. Forbrugerne er derfor vant til at betale mere for mousserende vine, herunder champagne.

Det ændrer dog ikke ved, at de yderligere processer, der er forbundet med fremstillingen af alkoholfrie vine, gør produktet dyrere. Dette er ifølge Meticulous Research en faktor, der begrænser stigningen i omsætningen for de alkoholfrie vine, medmindre de teknologiske fremskridt, der allerede sker, reducerer omkostningerne og/eller forbedrer kvaliteten yderligere.

Det bliver spændende at se, om Meticulous Research får ret i deres vurdering, og hvordan pris og kvalitet på de alkoholfrie vine udvikler sig fremover.

Én ting er i hvert fald helt sikkert: Potentialet er enormt.

Pris er dog stadig en faktor, hvis salget skal øges betragteligt, da især de unge forbrugere, som er blandt kernemålgruppen, er særdeles prisfølsomme. Se f.eks. Den Danske Lægeforenings anbefalinger til ændring af den danske alkoholkultur, hvor netop unges prisfølsomhed indgår som en faktor.

til toppen